Man har kendt Ludo siden 1896 i sin nuværende form, og det er dermed ét af verdens ældste brætspil. Her kommer der en ny og frisk introduktion til de vigtigste spilleregler.
Indhold
Introduktion til Ludo
Spillet handler i bund og grund om at slå masser af seksere med terningen og få slået de andre brikker hjem, så man selv bliver den første til at nå hjem med alle 4 brikker.
Brætspillet kan spilles af 2-4 personer.
Det unikke er, at dette brætspil ikke sigter mod én bestemt aldersgruppe, men kan spilles af hele familien.
Klassisk Ludo
Du kan spille klassisk spillet med en almindelig terning med tallene 1-6. Du kan også vælge specialterningen, hvor to af tallene er erstattet af en globus og stjerne.
For at komme ud på startfeltet med din brik skal du slå en sekser eller en globus med specialterningen.
Rammer du et specialfelt såsom en stjerne, mens du bevæger dig rundt på pladen, kan du hoppe direkte videre til næste stjernefelt og dermed skabe en vigtig afstand til modstanderens brikker.
Sådan spiller du Ludo
Hver spiller vælger en farve på pladen og placerer alle sine 4 brikker i startcirklen.
Spillet starter ved, at hver spiller på tur får tre forsøg til at slå en sekser (eller en globus). Lykkes det at slå en sekser, må man rykke direkte ud på startfeltet og igangsætte runden på spillepladen.
Herefter tildeles man endnu et slag og rykker det antal felter, terningen viser.
Slår man atter en sekser, bestemmer man selv, om man vil rykke endnu en brik ud på spillebrættet eller satse på at få den ene brik sikkert i mål.
Resten af runden tildeles man ét terningeslag per tur, medmindre man slår en sekser.
Ludo regler
Når brikkerne er ude på spillepladen, gælder det om at undgå at blive slået hjem af modstanderens brikker.
Man kan blive slået hjem på flere måder:
- Hvis man står på et almindeligt felt, og en anden spiller lander på samme felt, bliver den først ankomne brik slået tilbage til start. Undtagelsen er, hvis man selv står med to brikker på feltet. Her er feltet blokeret, og det vil derfor være den sidst ankomne brik, der bliver slået hjem til start.
- Står man eksempelvis på det gule globusfelt, og rykker den gule brik samtidig ud på feltet, vil det altid være den ”fremmede” brik, der bliver slået hjem – og aldrig den brik, der står på sin egen globus. Alle andre steder på brættet er globusser lig med helle og en mulighed for at slå andre brikker hjem, hvis de lander på samme globus.
Alle 4 brikker for en enkelt spiller skal ind i eget målområde, før spillet kan afsluttes. Når man først er nået ind i målområdet, kan man ikke længere slås hjem. Dog skal man ramme det eksakte antal felter med terningen for at få brikken endeligt i mål.
Fantastisk spil
Det handler i høj grad om at ramme det rigtige antal øjne på terningen, så du enten kan slå andre hjem eller komme i sikkerhed på de mere “sikre” felter som globusser.
Men spillet handler også om at tage chancer, bl.a. ved at have flere brikker i spil på én gang. Dette giver imidlertid også flere chancer for at blive slået hjem.
Omvendt får du muligheden for at placere to brikker på samme felt som en blokade.
Hvis du i stedet tænker mere strategisk, placerer du 2-3 brikker i et område, hvor modstanderen med det færreste antal brikker snart skal passere. Så øger du chancen for at slå én eller flere brikker hjem.
Spil online
Spil online på flere platforme såsom Spigo.dk og Komogvind.dk. Her kan du spille 24/7 med andre brugere på en række populære brætspil, som f.eks backgammon.
Historien om Ludo
Ludo er en udløber af et traditionelt indisk spil kaldet Pachisi, men det var englænderne, der i 1896 tog patent på den moderne udgave af spillet.
Køb Ludo
Spillet kan købes i såvel boghandlere som supermarkeder. Det er også muligt at købe det online hos webshops à la Hyggeonkel.dk.
Spillet findes i flere alternative udgaver. Hos BR kan du f.eks. købe en Ludo quiz udgave, mens Partyking.dk har det mere voksne Ludo med strafshots til dig, der bliver slået hjem.
Udstyr til Ludo
Spillet kræver kun en spilleplade, 4 brikker for hver spiller og en terning/specialterning.
Strategi og Tips
Du kan vælge at få alle dine brikker hurtigt i spil, så du altid har flere muligheder for at blokere og fange dine modstandere.
Tænk også altid over, om en sekser/globus skal bruges til at sætte en ny brik i spil, eller om du hellere vil forsøge at forsvare en anden brik ved at rykke den længere væk fra en potentielt farlig modstanderbrik.
Ofte stillede spørgsmål
Hvor mange kan spille Ludo?
Ludo kan i den klassiske variant spilles af 2-4 spillere. Det fungerer dog allerbedst med minimum 3 spillere, så man kan slå flere brikker hjem.
Hvordan bliver man slået hjem i Ludo?
Man bliver slået hjem, hvis en anden spiller lander på dét felt, man står på. Man kan også blive slået hjem, hvis modstanderen allerede har to brikker på det pågældende felt, eller hvis man f.eks. står på en gul globus, og en gul brik via en sekser eller globus rykker direkte ud på feltet.